top of page
Forfatters billedeLouise Bunnage

Sprængfare - eller bevidsthedsskifte?

Opdateret: 20. jan. 2021

Mars i konjunktion med Uranus i Tyren den 20. jan. 2021

Traditionen tro foregår indsættelsen af den amerikanske præsident den 20. januar. Man har tydeligvis ikke konsulteret en astrolog! Månen er void of course (= man kan ikke forvente, at noget, der bliver igangsat i det tidsrum holder ved) og der er nogle heftige transitter, der kan betyde opvågnen - eller oprør! (man behøver dog ikke at være astrolog for at vide, at der er risiko for optøjer).


Astrologisk set er der vrede og oprør i luften (og det gælder jo ikke kun dér). Og i Tyren er det ikke noget, der opstår spontant. Det er nøje planlagt. På den positive side, sørger kvadraten til Saturn i Vandbæreren for, at begrænse (begrænsninger og kontrol er Saturns domæne) antallet af deltagere - og det massive sikkerhedsopbud lægger forhåbentlig en dæmper på optøjerne.


Hov - hvornår nu så negativ? Jeg er altid den første til at sige, at der i enhver indflydelse er et højere udtryk. Det er der også! Kombinationen af en potentielt rebelsk og sprængfarlig konjunktion mellem to planeter (Mars og Uranus), der lige er kommet ud af deres retrograde (læs: indebrændte) periode, kombineret med viden om en situation i USA, hvor de lavere udtryk af de aktuelle indflydelser lever i bedste velgående. Ja, så er det mit kvalificerede gæt, at vi har meget mere i vente. Også efter den 20. januar. I skrivende stund er jeg nu alligevel glad for, at indsættelsen ser ud til overhovedet at blive til noget, og at man er opmærksom på sikkerhedsrisikoen. I lang tid har jeg været bekymret for, hvad der ville ske op til denne dag. Men okay, Uranus er involveret, så vi kan stadig nå at blive overraskede. Historien kan sagtens tage en ny og uventet drejning. Lige så vel som Hr. Sol-Uranus og Mars-Ascendant (Trump) kan finde på hvad som helst her de sidste timer af sin tid som præsident.

Det, der foregår i USA lige nu er kun starten på en større transformation. USA står med Pluto i 27 Stenbukken i de kommende år over for den først Pluto-runde. Pluto er aktuelt i 24 Stenbukken, men vil inden for få måneder bevæge sig ind i 25 Stenbukken, hvor "det gamle" USA vil begynde at falde fra hinanden, for at noget nyt kan opstå. Så der er en grund til, at det hele virker så surrealistisk og ude af kontrol i øjeblikket. Det er en nation, der skal fødes på ny, og for at det kan ske, må der nødvendigvis ske store forandringer. Destruktion og genopbygning. Død og genfødsel.

Men det er USA.


Vi andre kan også mere direkte opleve effekterne af de aktuelle indflydelser. Som jeg også skrev i dette indlæg her, er det særligt Uranus-Saturn kvadraterne, der præger 2021. Og selvom den første kvadrat ikke er eksakt endnu, kan det mærkes, at trykket stiger. Det er da heller ikke kun Mars-Uranus konjunktionen, der er eksakt d. 20. januar, der viser den frustration og vrede, der lurer. Solen er netop gået i Vandbærerens tegn og danner sammen med Saturn, Jupiter, Pallas og Merkur et super-stellium (en gruppe af planeter) i Vandbærerens tegn - i kvadrat til Mars-Uranus i Tyren. Det kan nemt blive en kamp mellem det konventionelle og konservative på den ene side og det anderledes og progressive på den anden.


Frihed og tryghed er to konkurrerende temaer med et stående kvadrat mellem de to tegn, Vandbæreren og Tyren. Meget sigende for corona-restriktionerne og den stigende utilfredshed med frihedsbegræsningerne. Mars-Uranus konjunktionen i Tyren kan være en trigger og kan udløse oprør eller vrede, der koger over. Det er en god idé, at tælle til 10 før man reagerer under denne transit. Det gælder også uhensigtsmæssige bevægelser, der kan give en bule i panden, en brækket fod eller en bule i bilen. Bare vær forsigtig, så er alt godt.


Med Uranus i Tyren er spørgsmålene blandt andet: Er det de rette ting i livet, du værdsætter? Er du bevidst om dit eget værd? Afspejler dine værdier kærlighed? Med Mars inde i ligningen er det et godt tidspunkt at handle ud fra et ståsted af kærlighed og selvværd. Den forsmåede, der reagerer voldsomt og måske direkte voldeligt er noget helt andet, men også en mulighed her. Uanset hvilken type handling, kan vi opleve pludselige ændringer i noget, der har været længe undervejs. Det kan være sprængfarligt - eller det kan være et pludseligt bevidsthedsskifte eller et gennembrud, vi ikke havde set komme.




0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Glædelig jul

Comments


bottom of page