top of page
stjernetegnene
- de 12 arketyper
​

er du interesseret i at vide mere om arketyperne i astrologien, kan du på Universal Logic Academy finde gratis videoer for hvert af de 12 tegn.

Nedenfor er en kort beskrivelse af zodiakkens 12 tegn. 

VÆDDEREN

Du er en pionér. Du går gerne forrest og opsøger hele tiden nye udfordringer. Du er meget umiddelbar og bliver hurtigt begejstret når det handler om nye projekter. Du er gerne den første til at få sat ting i gang og har en nærmest naiv tro på, at dit projekt vil lykkes. En ting er dog at sætte ting i gang - en anden er, at gøre en opgave færdig...

​

Du er også lederen. Du har en evne til at få folk med dig og få andre til at støtte op om dine projekter. Med dig ved roret, så sker der noget! Der, hvor andre ser forhindringer og synes, at det er umuligt, ser du udfordringer, der venter på at blive løst. Du styrer lige mod udfordringerne med oprejst pande. 

​

Vædderen bliver ofte kaldt  krigeren. Du et bunder dels i den udadrettede – og potentielt aggressive – energi. Dels i, at Vædderen har det, der skal til for at kunne handle hurtigt og modigt under pres. Og det er nødvendigt – for Vædderen har en tendens til at tiltrække pressede situationer.

​

Den dybere betydning af Vædder-energien handler om at udvikle mod. At vælge dine kampe med omhu, men at kæmpe for det, der er vigtigt. At bestemme over dit eget liv. Nøglen er, at gøre det, du har behov for – uanset den modstand, du møder. Hvis denne energi bliver undertrykt, glemmer du dig selv, og kan i stedet blive mere pleaser-agtig.

TYREN

Du er den stærke, tavse type, som stille og roligt arbejder dig til målet med stædig vedholdenhed. Når først du har besluttet dig for noget, holder du fast og stort set intet kan få dig til at ændre kurs. I situationer, hvor andre bliver usikre eller farer forvildet rundt, bevarer du roen.

​

Du oplever verden igennem dine sanser. Det kan komme til udtryk på mange forskellige måder; ved at lytte til musik, danse og bevæge kroppen, have fingrene i mulden, ælte dejen eller lade fingrene glide henover en krop, et instrument eller den nyslebne bordplade. Bevægelse, musik – og stilhed – vækker dine sanser og du bidrager til en form for ro og enkelhed. Du sætter også pris på lækker mad og vin, bløde materialer, massage mv. Du elsker at blive forkælet og nyder også at forkæle andre.

​

Du har behov for kontinuitet og stabilitet. Forandring kan gøre dig utryg og modvillig. Derfor har du også evnen til at holde ved – fx et ægteskab, venskab eller et job – gennem hele livet.

​

Du kan have en følelse af utryghed og uro og søger derfor det kendte og trygge. Der skal ro på. Simple living. I din søgen efter indre ro og tryghed, kan du dog komme til at forveksle den indre tryghed med materiel tryghed. Du kan blive for optaget af ting, penge og hverdagsluksus. Materialisme og et overdrevent behov for nydelse og luksus kan komme til at stå i vejen for den indre følelse af ro. Din tendens til magelighed  og infleksibilitet kan også gøre, at du ”sidder fast” og ikke udvikler dig. Ro og tryghed kan overgøres. Indimellem skal du ud af din comfort zone, ud af dine vante, trygge rutiner, og mærke, at du lever og udvikler dig. Ellers bliver det ganske enkelt for kedeligt.

TVILLINGEN

Tvillingen er dualistisk af natur. Faktisk er det er det sjældent, man ser en Tvilling alene! Intellektuelt er du meget alsidig og fleksibel, men kan også være decideret flagrende og have flygtige interesser. Du er af natur hurtig i tanke og handling, ofte lidt rastløs, og har et stort behov for forandring og variation.

 

Du har en næsten umættelig sult efter at lære nyt – og det må gerne gå hurtigt! Din evne til se forskellige synspunkter og indsamle mange oplysninger gør, at du har en evne til at komme frem til forskellige konklusioner baseret på forskellige perspektiver. Du kan argumentere for hvad som helst!

Du trives med, at der sker noget nyt og interessant – hele tiden. Du er åben og altid villig til at blive overrasket.

Du skal dog lære også at lytte.  

​

Din bevidsthed er hurtig. Du opfatter hurtigt og elsker at observere og lære nyt – og så elsker du at snakke! Lige så hurtigt som din interesse kan vækkes, lige så hurtigt kan du dog være videre til næste emne. Målet er ikke nødvendigvis at forstå og slet ikke at gå i dybden, men at opfatte det, der er, uden at danne meninger om det.

Nøglen er, at være reelt nysgerrig på dine omgivelser. At se, lytte og lære - og at lade dig forvirre og chokere.

​

Jagten på viden og oplevelser kan blive et mål i sig selv, hvilken kan resultere i, at du bliver overvældet eller fortaber dig i endeløs, ligegyldig snak eller decideret sladder. Du kan køre dig selv helt ned, eller du kan blive så flagrende, at du har svært ved at fuldføre noget som helst.

KREBSEN

Krebsen oplever verden gennem følelser. Du har et rigt indre liv og et følelsesmæssigt sprog. Du føler alt – og dermed eksisterer objektivitet ikke i din verden. Du er følsom og sårbar. Det er som om, du bærer rundt på en sorg, som skal heles.

​

Du har en iboende usikkerhed og beskyttelsestrang. Krabbens skjold er et meget godt billede på dit behov for beskyttelse. Du skal lære at elske og stole på livet og alt, hvad det indebærer. Ikke at kaste dig hovedkulds ud i livet, men at sænke paraderne lidt efter lidt, i trygge rammer.

​

Krebsen er arketypisk forbundet med det moderlige, og det falder dig naturligt at drage omsorg. Du er ofte den, der støtter og nærer andre og du lægger stor vægt på familiære bånd, biologiske eller ej. At give dig selv den samme støtte som du giver andre, er en anden sag. Du kan blive fanget i et mønster, hvor du altid støtter andre og (over-) beskytter eller tilgiver andre, hvor du hellere skulle have passet på dig selv.

​

Men du er mere end omsorgsgiveren. Nøglen er, at drage omsorg for dig selv først og fremmest. At heale sig selv. Når du selv er healet, kan du bruge dine evner til at heale andre (i bred forstand), altså på en eller anden måde berøre andre dybt og gøre en positiv forskel i deres liv.

Bag den hårde skal, gemmer der sig et blødt indre, og dine følelser skal nok finde vej ud på en eller anden måde. Så hellere tage kontrollen selv.  

LØVEN

Løven udstråler en naturlig autoritet og stolthed og tiltrækker let opmærksomhed. Du kan have store armbevægelser, er gavmild og giver masser af opmærksomhed til dem, du holder af. Men du elsker også selv opmærksomhed, romantik og leg.

​

Du vil gerne elskes for den, du er. Og det er jo ikke et helt urimelig krav. Der er bare det, at du har en tendens til, med din særlige ”I’m the King (or Queen) of the World”-udstråling, at blænde dem omkring dig. De ser performeren, lederen. Wow-faktoren. Men er det nu også virkelig dig, de ser? Du føler dig i hvert fald ikke nødvendigvis set.

 

Du har en anden, mere sårbar side, der hungrer efter at blive set. Du har behov for at sætte dit aftryk i Verden. Og det aftryk skal værdsættes. Når du er dit bedste udtryk, er anmeldelserne ikke så vigtige, og det betyder ikke så meget om dit publikum er stort eller lille. Men du har behov for et publikum.

 

Det, som Løven lærer os, er at sige JA til livet! At fejre os selv, lege, elske og udtrykke os uden forbehold. Det er det indre barn. Du er optaget af, at finde ud af, hvem du er. Ikke selvhævdende eller beregnende. Hvis du handler teatralsk for at få opmærksomhed eller anerkendelse eller opfører dig overlegent eller forsøger at imponere andre, er du i Løvens skyggeside.

 

Nøglen er, at udvikle en personlighed. Et varmt og ægte udtryk af den, du er. Du har behov for på kreativ vis at udtrykke det, der ligger dig på hjerte. Det kan komme til udtryk på alverdens måder - via sang, dans, kunst, historiefortælling osv. Det væsentlige er, at du giver udtryk for det, du i virkeligheden er – på en måde, der fylder dig med glæde og varme.

JOMFRUEN

Jomfruen er et symbol på renhed. Det fuldendte. Du stræber efter intet mindre end perfektion. Du har en veludviklet skelneevne. Du har evnen til på den ene side, at se virkeligheden for hvad den er – og på den anden side at forestille dig, hvad den kunne være. Du er drevet af viljen til konstant at udvikle dig og ser hele tiden muligheder for at forfine og forbedre. Der er altid plads til forbedring, og det mener du ikke mindst når det handler om dig selv.

​

Men du står for andet og mere end selvudvikling. Jomfruen repræsenterer princippet om at tjene andre. Ikke forstået som at være i en mindreværdig position. Det handler om, at udtrykke den, du er gennem den service, du yder. At bidrage med noget meningsfuldt. I praksis betyder det, at du identificerer dig med dit arbejde eller den service, du på anden vis yder. Du er ekstremt hårdtarbejdende og detaljeorienteret. Det handler blandt andet om, at når det, du yder bliver bedre, gør DU det også.

​

Som med alt andet i livet, handler det om at finde en balance. Hvis du begår en fejl, kan du have tendens til at føle skyld og skam og gøre endeløse forsøg på at rette op på dine fejl. Nøglen er, at du skal lære at elske dig selv, som du er. Nu, ikke først når du har forbedret dig. Din evne til at have øje for hvad der kunne være bedre, betyder, at du kan være overdrevent kritisk, både over for dig selv og andre. Intet er nogensinde godt nok – det kan jo altid blive bedre. Din stræben efter perfektion må ikke medføre, at kun det perfekte er godt nok. Det er en illusion. Kunsten er derfor, at acceptere det uperfekte og fortsat stræbe mod perfektionering. At leve i nuet og lægge mærke til den forskel, du gør her og nu.

VÆGTEN

Vægten symboliserer balance og harmoni. Ligevægt. Hvis du kommer noget på den ene vægtskål, skal der tilsvarende noget på den anden. Det fuldendte består med andre ord af to komplementære halve. Du er derfor også grundlæggende meget rummelig. Du accepterer den grundpræmis, at mennesker er forskellige, og anser forskelligheder og paradokser som en gave.

Til trods for ligevægten som symbol, føler du ofte det modsatte. Ubalance, uligevægt og uretfærdighed. Målet er, at udvikle sindsro. En bevidst kontrol over dit nervesystem og din følelse af indre balance. At nå til et punkt, hvor intet kan bringe dig ud af balance eller tage sindsroen fra dig. Sorg og glæder vil altid være en naturlig del af livet – men målet er, at nå dertil hvor du kan have kaos omkring dig, men du står fast og roligt. Som en klippe.

​

Helt lavpraktisk handler det om, at du skal lære at tage den med ro. At undlade at fare op når du oplever en ubehagelig situation. At tage en dyb indånding før du reagerer. Måske er PYT-knappen designet specielt til Vægten? (eller måske Jomfruen…). Men det kommer ikke af sig selv. Det kræver vilje og handling at ændre dine ubevidste reaktioner.

​

Der er mange veje til indre ro. Du behøver ikke at lave vejrtrækningsøvelser, meditere eller gå på konflikthåndteringskursus. Du har en særlig forkærlighed for det æstetiske og smukke. Du har sans for farvesammensætninger, mønstre, design og kunst. Og du trives i smukke omgivelser – og med selv at skabe noget, der er æstetisk flot. At gå en tur i naturen eller dyrke kunstneriske interesser er oplagte måder at skabe eller fastholde den balance, du har brug for.

Vægten er kendt for at være  nært forbundet med relationer. Vægten handler om ”de andre”. Du lærer igennem dine relationer – og læringen sker ofte gennem konfliktfyldte og problematiske relationer, særligt parforhold.

​

Du er sådan set god til det med relationerne. Er behagelig, charmerende og sørger for, at andre er i ligevægt. Det er bare det, at du er så optaget af de andre, at du glemmer ligevægten hos dig selv. Det handler om, at gå på kompromis de rette steder, uden at gå på kompromis med den, du er. Du kan have en tendens til at søge harmoni i et parforhold i en grad at du bliver nærmest selvudslettende. Det er måske nok ”picture perfect”, men ikke en reel harmoni.

​

I takt med, at du lærer at sige fra og sætte dig selv først – i det mindste nogle gange – vil du opdage, at de bånd, du knytter vil føles mere meningsfulde og tilfredsstillende. Relationerne vil være kendetegnet ved at være ligeværdige. Med lige meget vægt på de to vægtskåle, så at sige.  

SKORPIONEN

Man kan ofte kende en Skorpion på blikket. Dit blik er gådefuldt, gennemtrængende og udforskende. Du er intens. Ikke kun i dit blik, men i hele din tilgang til livet. Du er interesseret i alle følelser, fra de mørkeste mørke til de lyseste lyse. Af samme årsag, er kærlighed for dig også en dyb og intens affære. Det er den ægte vare, med hud og hår.

​

Det, Skorpionen kan lære os er, at leve autentisk og passioneret i nuet. Det gør du ved at droppe alt, der er facade og ikke autentisk. Alt det, der er ”passende” og det, du ganske enkelt ikke har hjertet med i. At droppe facaderne kan måske lyde ganske uskyldigt, men det er en intens oplevelse. Først når du har gjort dig fri for alt det, der er ”fake”, ved du hvem du virkelig er og hvad du ønsker.

 

Du borer dybt i dit eget sind, men også i verden omkring dig. Du er ”dyneløfteren”. Du er nysgerrig på det, der er skjult fra overfladen. Hemmeligheder, bedrag, det ubevidste. Der er ikke noget, der skal skubbes under gulvtæppet. Det handler om, at gøre det ubevidste bevidst. Du føler dig gennem livet, og handler på dine følelser, hvilket kræver mod. Det handler ikke om logiske ræsonnementer og rationelle argumenter. Det handler om følelser.

 

Seksualitet er væsentlig for dig. Men modsat det, som mange måske tror, handler det ikke bare om sex og orgasmer. Det handler først og fremmest om det følelsesmæssige. Intimiteten i det intense, følelsesmæssige møde. Du opsøger intense oplevelser, ikke alene i seksuelle relationer. Du har en umættelig sult efter intense oplevelser. Det betyder også, at du håndterer opgaver anderledes end mange andre. Du kæmper indædt og med stor intensitet og hårdførhed. Du skal nok løse opgaven! Du har særlige evner inden for salg, psykologi og problemløsning, men hvis du har reel interesse for noget, er du sikkert også knalddygtigt til det!

SKYTTEN

Du er nysgerrig af natur. Skyttens ambition er – i al ubeskedenhed – at vide alt og forstå alt! Du afsøger konstant nye territorier og vil gerne vide mere om alt, der lige interesserer dig… og det spænder vidt! Du udvider din viden og din bevidsthed. Du søger den ultimative mening med livet. Det er det, Skyttens pil peger på. Der er ingen klar afslutning, kun en endeløs proces - en evig søgen efter mening.

​

En del af din udviklingsproces handler om, at frigøre dig fra bånd, der binder dig til en bestemt kultur, bestemte værdier og skikke eller måder at tænke på. Det kræver, at du forbliver åben over for nye idéer og måder at tænke og leve på. Er oprigtigt interesseret i det ukendte. Måske gennem formel uddannelse, med det kan lige så vel være gennem oplevelser, der får dig til at se på livet på en ny måde.

​

Personlig frihed er vigtig for dig. Du er eventyrlysten og frihedselskende – og bryder dig slet ikke om begrænsninger. Du har brug for store armbevægelser og springer entusiastisk ud i nye eventyr, uden at tøve. Du er grundlæggende optimistisk (nogle gange over-optimistisk) og er for det meste i godt humør.

​

Din urokkelige tro, humor og vilje til at kaste dig ud i nye eventyr er uden tvivl  klare styrker, og hjælper dig til at leve et mere fuldt liv. Men du kan have en tendens til at se din måde at anskue verden på som den eneste rigtig måde – du ved da bedst! Du ved faktisk ofte rigtig meget - det er jo klart når nu du altid er på jagt efter at vide mere. Din åbenhed og iver bringer ofte ”held” med sig. Men din tendens til at strække dig over for meget, overoptimisme og almindelig dårlig dømmekraft er bagsiden af medaljen.

​

Du kan have for stor tillid til processen og overse noget undervejs. Du kan desuden have tendens til blindt at følge andres ideologier eller værdier. Selvom frihed er vigtig for dig og din udvikling, kan du fx i parforhold komme til at give afkald på den. Blind tillid kan med andre ord få dig til at ”sigte for lavt”.

STENBUKKEN

Stenbukken er indbegrebet af selvdisciplin. Uanset det pres, der måtte være fra alle sider, så holder du dig til det, du beslutter dig for og gennemfører, uanset hvad. Hverken frygt, frustration eller modstand kan vippe dig af pinden. Du fortsætter op ad bjerget, til du når toppen. Skridt for skridt. Metodisk og målrettet. Viljestyrke og vedholdenhed er nogle af dine helt centrale styrker.

​

Stenbukken repræsenter også evnen til at modstå fristelser. At sige nej til ét for opnå noget andet (og bedre, selvfølgelig). Og om at stå alene. Det handler ikke kun om, at du skal tilbringe tid alene, selvom det helt klart er en god idé for dig. Det handler om, at anerkendelse skal komme indefra. I stedet for at måle dig selv op imod en forestilling om ydre succes eller fiasko, bør dit mål være integritet. Ingen løgne eller facader, men et fuldstændigt sammenfald mellem din adfærd udadtil og din indre motivation.

​

Men det kræver arbejde at nå dertil. Magt og social anerkendelse kan være forførende. Men du kan ikke spille efter andres piben. Derfor bør din karrierevej eller rolle udadtil afspejle dine personlige værdier og interesser. Det, dit hjerte brænder for.

​

Din selvkontrol kan være både en styrke og en skyggeside. Den er en styrke når du bruger den til at opnå nye højder. Den kan dog også komme til udtryk som undertrykkelse af dine følelsesmæssige reaktioner undervejs. Stenbukkens ry for at være følelseskold handler ikke om, at du er det. Nærmere at du kan være kølig over for dig selv, undertrykke dine følelser og blive misforstået. Kunsten er, at anerkende dine følelser. De er en del af dig og nødvendige for din integritet.

VANDBÆREREN

Nøgleordene for Vandbæreren er frihed og individualitet. Evnen til at gå egne veje - – uanset hvad din familie, venner, chef eller autoriteter måtte mene. Alle er underlagt normer og direkte eller indirekte pres fra sin omgangskreds, og alle vil gerne passe ind. Men hvis du som Vandbærer overgiver dig til det konforme, er det hele tabt. 

​

Men det kan være en udfordring at gå imod strømmen. Du vil møde modstand. Måske vil andre måske direkte grine ad dig og synes, at du er vanvittig. Eller måske vil andre bare sige, at det, du vil, ikke kan lade sig gøre. Måske er der ikke nogen, der har gjort det før dig. Det kan være autoriteter eller normer og værdisæt, der modarbejder dig – men modstanden kan skam også komme fra familien, kæresten og vennerne. De mener det sikkert godt – men forstår dig bare ikke. Du vil sikkert gerne leve op til deres forventninger og føler måske, at du bør tilsidesætte dig selv for ikke at skuffe dem omkring dig. Men. Du skal ikke gå på kompromis med den, du er. Du vil opleve, at du indimellem vil stå i situationer, hvor du skal træffe nogle svære valg. Valg, der formentlig vil skuffe eller chokere folk omkring dig, og som betyder, at du skal være parat til at stå lidt alene. Med tiden vil du dog opleve, at når du går dine egne veje, finder du også de rette mennesker at omgås. Det var måske ikke dem, du først troede, det skulle være. Men de er der.  

  

Man siger ofte om Vandbæreren, at den kan være gal eller genial. Der kan være sandhed i begge dele. Genialitet handler ikke nødvendigvis om at være ekstremt intelligent. Det handler nærmere om, at være forud for sin tid. At turde tænke på måder, som ikke er normen. Men den ’gale’ Vandbærer kan finde på, at være excentrisk bare for at være excentrisk - eller insistere på retten til at gøre oprør, uden at det egentlig tjener noget særligt formål. Det kan ske hvis du ikke tør stå ved sin egen individualitet, og modvilligt følger strømmen. Så kan dit iboende behov for oprører og frihed komme til udtryk på uhensigtsmæssige måder. Her handler det ikke om revolutionær tænkning. Det handler nok nærmere om, at dit liv er blevet for forudsigeligt og konventionelt, så følelsen af oprør i stedet kommer ud som spydige bemærkninger eller særheder. Måske har du med det konventionelle liv succes udadtil. Men du føler dig som en outsider. Fjern og ikke til stede. 

FISKENE

Du er enormt sensitiv og modtagelig. De andre vandtegn, Krebsen og Skorpionen, har skjold, der kan beskytte dem, men fisken er fuldstændig er fuldstændig modtagelig overfor selv de mest subtile energier og du kan føle, at du bliver bombarderet med indtryk. Det kan være overvældende og svært at rumme.

​

Hvis du bruger for lang tid i den ydre verden, uden kreativ inspiration eller en form for spirituel praksis, vil du hurtigt blive tappet for energi og livsglæde. Du er særligt sårbar overfor depression, udmattelse og somatiske symptomer. Men kun hvis du ikke tager dig tid til at ”nulstille”. Fokusere indad.

​

Du har brug for, at bruge lidt tid hver dag på at fokusere på sindet. Det handler ikke om noget religiøst. Det handler om, at forsvinde et øjeblik til et fredfyldt sted. At lukke ned for eksterne stimuli og bare være. Stirre ud ad vinduet, dagdrømme, meditere, gå en tur i måneskinnet, sidde i haven. Hvad som helst! Hvis du ikke aktivt opsøger det, vil din underbevidsthed sørge for, at du indimellem ufrivilligt ”forsvinder” et øjeblik.

​

Drømme, fantasi og kunstnerisk udfoldelse er Fiskenes domæne. Når fantasien får frit løb, oplever du pludselig din indre verden som virkelige. Det er vigtigt for dig at være i kontakt med dit indre liv. Men du skal også - hvert fald indimellem - tilbage til ’virkeligheden’. Din kontakt til begge verdener gør dig visionær og opfindsom. Når du skaber noget, berører det mange. Ligeså vel som du bliver påvirket af andre, påvirker du dem omkring dig med din tilstedeværelse. Din dybe medfølelse og fornemmelse for andre mennesker kan virke nærmest magnetisk og mystisk på andre, hvilket kan virke dragende på især følsomme mennesker.

Du har høje idealer og er empatisk og hjælpsom af natur. Du kan dog let blive overhjælpsom og godtroende – det, at sætte grænser er ikke noget, der falder dig naturligt. Du skal derfor lære at sætte grænser, for at undgå at blive udnyttet og trådt på - og for at skabe nogle rammer i dit liv, så det hele ikke flyder og ender i kaos.

​

Din længsel efter at blive fri for de jordiske trængsler kan betyde, at du flygter fra det, du ikke ønsker at beskæftige dig med. Hvis du ikke formår at rette opmærksomhed indad, kan din følelsesmæssige smerte blive for meget, så du i stedet dulmer den, med hvad som helst, der kan tage toppen af eller bedøve smerten eller give følelsen af, at forsvinde. Det kan fx være overforbrug af alkohol, medicin, stoffer, sukker - eller Netflix. Du kan også overromantisere og nægte at se tingene for, hvad de er.

 

bottom of page