DO’s & DON’T’s under Merkur retrograd
Merkur gik som bekendt retrograd i 14° Krebsen den 18. Juni og er retrograd frem til den 12. Juli, hvor den går direkte i 5° Krebsen.
På et lavpraktisk plan er Merkur retrograd altid en reminder om at være forberedt på forsinkelser, misforståelser, miskommunikation, IT-udfordringer osv. Læs evt. mere om Merkur retrograd under AstroLearning på astrolab.dk. Og selvom jeg jo nok burde være en af dem, der er på forkant med de drilske sider af Merkur retrograd og fornuftig nok til at undgå faldgruberne, er den alligevel altid sikker her. Jeg bliver altid mindet om det. Og ja, jeg har allerede sendt SMS til den forkerte, oplevet forsinkelser, afbrudt online-møde osv. Klassiske tegn på, at Merkur retro er her. I dag skulle min søn så til børnefødselsdag hos sin veninde. Noget han selvfølgelig havde glædet sig til. Da vi var ude for at finde en gave til fødselaren, fik vi den tørre besked hjemmefra: Fødselsdagen er altså først næste søndag! Det kostede mig lige en kvaje-kage... Og mindede mig om sidste gang, Merkur var retrograd og jeg kom en uge for sent til en koncert! ;-) Heldigvis hændelser i småtingsafdelingen, som man ikke kan andet end grine ad.
Perioder med Merkur retrograd er gode til nogle ting og ikke til andre. Større beslutninger, store køb, indgåelse af kontrakter, nye aftaler, planlægning af rejser og lancering af noget NYT er generelt set en dårlig idé. I hvert fald skal du være forberedt på, at omstændigheder eller dine egne ønsker og behov ændrer sig, så den gode handel, den gode lejlighed eller det gode job var måske i sidste ende ikke så godt, som det så ud. Eller rejsen blev måske noget anderledes (ikke nødvendigvis dårligere) end planlagt, måske bare med en del forsinkelser...
Merkur, planeten for blandt andet kommunikation, handel og kortere rejser, bevæger sig lige nu tilbage ad samme vej, som han kom (det er det, der - lidt forenklet - menes med "retrograd"), og vil efter d. 12. juli gå fremad igen. Først d. 26. Juli passerer han samme punkt igen - og det er hér vi forhåbentlig har revurderet det, vi skulle. Retrograd betyder grundlæggende, at vi skal genbesøge noget. Og vi vil derfor være et andet sted i slutningen af juli, end vi er nu.
Det er ikke altid lige nemt at se hvad meningen er med de misforståelser, forsinkelser mv, der kan opstå under Merkur retrograd. Oftest handler det om vores fokus. Måske løber vi rundt med hovedet under armen og får ikke tjekket datoen ordentligt, eller set efter hvem vi er ved at sende en mail til. Eller måske har vi for travlt til at nå ind og tanke bilen, som ellers længe har advaret om, at tanken er ved at være tom. Merkurs budskab er ofte meget enkelt: Tag den med ro og tænk dig lige om en ekstra gang.
En ekstra gang er i det hele taget nøglen. Gentagelse, genovervejelse, gensyn. Alt, der starter med gen-... Men læs mere uddybet om det her under AstroLearning.
Med Merkur retrograd fra 14 (1+4=5) til 5 grader Krebsen, handler denne periode særligt om at skabe balance mellem tanker og følelser. At lytte til dine følelser og lade dine tanker understøtte det, du føler, fremfor at undertrykke det, feje det ind under gulvtæppet eller at skamme dig over det, du føler.
Men Merkur retrograd er for mig at se blot et ekko af flere af de temaer, der i øjeblikket udspiller sig. I dag har vi, lige efter sommersolhverv, haft en solformørkelse. Solformørkelsen var ikke synlig her fra Danmark, men fra flere dele af Asien, Centralafrika og (delvist) fra dele af Sydøsteuropa og det nordlige Australien. Formørkelsen er en såkaldt ringformet eklipse, hvor solens corona (ja...), “en ring af ild” er synlig. Du kan læse mere om nogle af temaerne for formørkelsen i indlægget her. Men har du planeter omkring (+/- 5 grader) 0 grader Krebsen, vil du opleve effekterne af formørkelsen meget personligt.
Det er en formørkelse, der har forbindelse til den nordlige måneknude, som pt befinder sig i den sidste grad, 29 grader, af Tvillingen. Så vær forberedt på, uanset hvordan det indledningsvist måtte føles, at det er et kærligt skub i retning af det liv, din sjæl længes efter at leve. Så hav et positivt og åbent sind og gå efter det, der FØLES rigtigt.
Comentarios