Regentskiftet i UK i et astrologisk perspektiv
Dronning Elizabeth II er død. Dronningen blev 96 år og sov stille ind i sin sommerresidens Balmoral i Skotland. Dronningen nåede at regere i lidt over 70 år.
Må hun hvile i fred.
Dronningen sov ind om eftermiddagen d. 8. september 2022 og hendes død blev annonceret kl. 18.30 GMT. Blot to dage efter, at Dronningen officielt havde udnævnt Liz Truss som Storbrittaniens nye Premierminister.
Kong Charles III er nu Storbrittaniens nye regent. Den 73 årige konge vil blive officielt kronet lørdag d. 10. september.
Det ser altså ud til, at Nostradamus' berømte forudsigelse om, at dronningens død i 2022 vil blive enden på monarkiet, ikke holder stik...?
Til de, der ikke kender til Nostradamus, er hans profetier meget omdiskuterede, da de er skrevet på en lidt kryptisk måde og ikke altid er helt eksakte. Fx har han lavet rammende beskrivelser om "fremmedagenten butins", som jo giver visse associationer til en tidligere KGB agent Putin. Og på samme måde Trompe/ Trump og Hister/Hitler.
Nostradamus, som levede fra 1503 til 1566, er ofte blevet kaldet "dommedagsprofeten", da mange af hans forudsigelser handlede om død, krig og ødelæggelse, herunder Den Franske Revolution og de to verdenskrige. Og mere aktuelt: Krig ledt an af "Butins", Butins død, naturkatastrofer, inflation - og enden på tronfølgen i UK. I hvert fald ifølge nogle af de eksisterende fortolkninger* af hans kryptiske tekster.
Tiden astrologisk
Profetier eller ej, der er noget påfaldende over timiningen af dette regentskifte. Ikke fordi det er overraskende. Bevares, damen må vel siges at have gjort sit og Charles er med sine 73 år vel også moden til opgaven nu...
Men det er ikke mere end 2 dage siden, jeg på facebook kommenterede på den lettere 'uheldige' timing af annonceringen af Liz Truss' nye rolle som Premierminister. Det var selvfølgelig det specifikke øjeblikshoroskop for dén begivenhed og dermed er flere astrologiske faktorer anderledes nu.
Men faktum er, at Pluto, Neptun, Uranus, Saturn og Jupiter ALLE er retrograde. Chiron, som er fremtrædende i Kong Charles' fødelshoroskop og som i øjeblikket er i konjunktion med hans MC (offentligt image og position i samfundet), er OGSÅ retrograd. Merkur "står stille" og går retrograd i morgen, d. 10. september, dagen hvor Charles skal krones. Nå ja, og Mars er i sin før-skyggeperiode, som i praksis betyder, at han senere i den retrograde periode kommer til at bevæge sig over de samme grader igen. Udtrykket "det er en ommer" poppede straks ind i mit hoved, men det ville selvfølgelig være mega upassende at skrive.
Apropos Mars..
Mars spiller en anden vigtig rolle i øjeblikket, nemlig i Liz Truss' horoskop. Truss har Mars i 17 Tyren i sit fødselshoroskop og er med andre ord personligt involveret i den shapeshifter-energi, der ligger i den stadig aktuelle konjunktion mellem Uranus og nordlig måneknude. Og shapeshifter (et rigtigt Uranus ord), er Truss netop blevet kaldt, se fx her. Mars handler blandt andet om ens kapacitet til at hævde sig selv, og i Tyren naturligvis også sine værdier. Hvadenten Truss bliver længe på posten eller ej, er der ingen tvivl om, at hun på den ene eller anden måde spiller en særlig rolle i at skabe værdimæssige forandringer.
Måneknuderne var iøvrigt også på hendes Mars i 1994, da hun som 16-årig holdt sin berygtede tale, hvor hun gav udtryk for sin skarpe modstand mod monarkiet. Da var det dog den sydlige måneknude, ikke den nordlige, der var i konjunktion med hendes Mars.
"We Liberal Democrats believe in opportunity for all, we believe in fairness and common sense.
We do not believe that people should be born to rule, or that they should put up and shut up about decisions which affect their everyday lives."
Liz Truss har tilkendegivet, at det ikke længere er udtryk for hendes holdning. Det er trods alt også 28 år siden, hun kom med disse udtalelser.
Alligevel er der noget i netop dette citat, der virker noget bekendt når man ser på tiden, vi lever i. Med Pluto i slutningen af Stenbukken har vi jo netop set krise og nedbrud af "bagsiden af Stenbukken": gamle dogmer, rigide regler, forældede magtstrukturer, magtmisbrug og undertrykkelse. Hvis der noget, der desuden må forbindes med Stenbukken, er det monarkiet. Monarken som det formelle (aka pro forma) statsoverhoved, der underskriver landets love og naturligvis også repræsenterer landet både nationalt og internationalt.
Alt efter ens perspektiv på monarkiet (jeg beklager på forhånd hvis der er royalister, der læser med her. Jeg ved godt, at det er et ømtåleligt emne for nogle), kan man enten argumentere for, at a) monarken og hele den royale familie har urimelig megen magt eller b) at de ikke har nogen magt. Megen magt fordi man bliver født ind i en magtfuld og priviligeret position, bare sådan uden videre. Ingen magt fordi de forpligtelser, der følger med titlen betyder, at man i praksis får frataget sin personlige frihed. Til en hvis grad selv hvis man frasiger sig eller bliver frataget sin titel og hvad der dertil hører. Jeg googlede lige for sjov "Harry og Meghan" for at se hvornår der senest var skrevet noget om dem. Det var så for 17 minutter siden. Helt glemt er de altså ikke...
Et moderne monarki eller starten på enden?
Det helt store spørgsmål er måske nok: Hvad kommer der til at ske med det britiske monarki og det konstitutionelle monarki som styreform? Ligesom med de øvrige opgør her i slutningen af Pluto i Stenbukken, har der været mange hentydninger til, at der er ved at ske ændringer. Men taler vi om gennemgribende forandringer, eller måske enden? Pluto kan repræsentere både død og 'genfødsel'/ transformation.
Jeg husker en samtale for et par år siden med astrologerne Tinna og Henrik Bisbo, hvor vi netop diskuterede monarkiets fremtid i et astrologisk perspektiv. De havde gjort sig mange flere overvejelser om det end jeg, herunder også hvordan "det progressive" i gruppehoroskopet for det danske kongehus primært er båret af kronprinsesse Mary og prinsesse Marie, der begge har Solen i Vandbæreren. For som de spurgte: Mon kongehuset vil overleve?
Uranus-Saturn kvadraten synger på sidste vers (mødes i en næsten eksakt kvadrat for sidste gang i oktober 2022, hvorefter Saturn bevæger sig hastigt videre). Det er kampen mellem det gamle og det nye. Det traditionelle og det progressive. Det bagudskuende og det fremtidsorienterede. Astrologisk set afspejler det et behov for forandring, men samtidig en balance mellem de to modsætninger. Det handler om nytænkning af vores værdier (Uranus i Tyren), men også om ansvarlighed og respekt for den personlige frihed (Saturn i Vandbæreren). Vandbæreren er også fællesskabet. Folket. "Power to the people", og dermed også til minoriteter.
Pluto er i sit eftertænksomme hjørne lige nu i sin retrograde periode. Men efter 15 år i Stenbukken, bevæger Pluto sig i marts 2023 ind i Vandbærerens tegn (juni 2023 til januar 2024 efter han dog en sidste gang tilbage i Stenbukken og hvem ved, hvad der lige skal afsluttes der). Så mon ikke vi står over for flere historiske ændringer i det britiske kongehus, og måske også i det danske?
Man kan være for eller imod monarkiet - jeg forstår personligt begge 'fløje'. Mit ærinde er ikke at diskutere personlige holdninger til det (det gider jeg faktisk ikke), og det er endnu mindre at være respektløs over for de mange, der sørger over Dronning Elizabeths død. Men tiderne skifter, og set med astrologiske briller mener jeg, at det er en forudsætning at følge med.
Det gælder monarkiet.
Det gælder regeringer, diktatorer (!) og alle personer i magtfulde positioner.
Det gælder Carl og de øvrige millioner af Carl'er derude.
Og det gælder naturligvis dig og mig.
Det er aldrig for sent at se fortiden i et nyt perspektiv. Men astrologien siger altså: It's about time.
___
* der findes mange oversættelser af Nostradamus' oprindelige profetier, blandt andet The True Prophecies or Prognostications of Michael Nostradamus fra 1672, der indeholder både den franske tekst og den engelske oversættelse, der efter sigende skulle være den bedste. Den fås som som kindle, paperback og hardback.
Der er masser af astrologer og nyhedsmedier, der har skrevet om Nostradamus' forsigelser/ fortolkninger heraf, som er tilgængelige på nettet.
コメント