Med halvdelen af planeterne i Vandbæreren, er der revolution i luften
Netop nu (ca. kl. 15 dansk tid) skifter Venus fra Stenbukken til Vandbæreren. Dermed er Venus, Saturn, Jupiter, Solen, Pallas og Merkur nu i Vandbærerens tegn!
Revolutionens og oprørets tegn - men også folkets. Det handler om fællesskabet og nye forbindelser. "Bottom-up" styring, frem for "top-down" (der hører Stenbukken, AKA "før 2021", til).
Da jeg søgte efter et billede, der signalerede 'revolution' stødte jeg på dette - RELOVEUTION - og jeg elsker det! Ja ja, Vandbæreren er rebellen, der ikke er bleg for en revolution, ikke altid med lige lovlige midler. Men hvad kæmper Vandbæreren for - og imod? Når Vandbæreren er i sit højeste udtryk, er dens frihedsidealer og kamp for lighed baseret på kærlighed (i bredeste forstand). Men som med alt andet i astrologien, er der selvfølgelig både højere og lavere udtryk af samme energi. Vandbæreren repræsenterer også blot oprør for oprørets skyld. Eller i værste fald frygt- eller hadbaseret oprør.
Planeterne er i den forbindelse de 'agenter' (ja, nogle gange undercover), der forsøger, at lære os noget. At få os til at udvikle os og gradvist at udtrykke de forskellige tegn på mere bevidste måder. Så med så mange planeter i Vandbæreren, er det altså på tide at re-love-utionere (jeg elsker det ord!) vores måde at leve på, være sammen på, elske på, skabe på, tænke på og tage ansvar på!
Med Venus i Vandbæreren (fra i dag) kan vi netop have nemmere ved at åbne over for nye, innovative måder at agere på. Det er da også perfekt timing, nu da året 2021 med fuldmånen den 28. januar efter min mening for alvor blev skudt i gang, at Merkur bliver i Vandbæreren et godt stykke tid endnu. Det er tid til at tænke anderledes, at finde rette hylde, at kæmpe for det rigtige, at gøre en individuel og en fælles indsats for at skabe en bedre fremtid. Skab en kærligheds-revolution. Det lyder måske som om jeg mener, at vi skal tilbage til 60'erne og 70'erne. Og det skal vi måske også i den forstand at generationen med Uranus-Pluto i Jomfruen for alvor begynder at træde i karakter i denne tid. Miljøforkæmperne, healerne, lysarbejderne. Men Vandbæreren handler netop ikke om, at holde fast i fortiden. Vi er nået et stort skridt videre siden den tid. Og ikke mindst er vi langsomt ved at give slip på Stenbukkens hårde greb.
Saturn og Jupiter, som er de helt store spillere i Vandbæreren lige nu (det var Saturn og Jupiter, der mødtes i en historisk konjunktion i 0° Vandbæreren den 21. december 2020) repræsenterer magtskiftet, der opstår nedefra, hvor "folket" udfordrer den etablerede orden og revolutionerer (potentielt reloveutionerer) samfundets spillerregler.
Med de mange planeter i Vandbærerens tegn, kan vi ikke komme udenom sammenhængen til planeterne i Tyren, herunder navnligt Uranus, der danner et kvadrat til Saturn det meste af 2021 (eksakt 17/2, 14/6 og 25/12 2021). Tyren handler blandt andet om naturens ressourcer, økonomi, tryghed og personlige værdier. Det er derfor nogle af de temaer, der er grundlag for de aktuelle og kommende oprør - og som bekendt også noget af det, der er udsat for massive svingninger og pludselige eller overraskende vendinger.
De fleste har nok læst om Gamestop skandalen. Men I skal nok regne med flere overraskelser omkring de eksakte kvadrater.
Comments