top of page
Forfatters billedeLouise Bunnage

Mens vi venter...

For vi kan vel snart vende tilbage til vores liv, som det var...?


Verden er sat på pause. I hvert fald store dele af samfundet og de aktiviteter, vi normalt fylder vores hverdag med. Sygehusvæsenet kører naturligvis på højblus og medicinalindustrien er i kapløb om at få lov at få testet corona-vacciner. Andre markeder blomstrer op eller omstiller sig til online business, fra skolelæreren, sagsbehandleren og revisoren til yogainstruktøren og kunstneren. Konferencer bliver afholdt online, aflyste businessrejser bliver erstattet af Skype-møder. Ja, sågar fester bliver afholdt på nye måder. Jeg kender konkret til en ildsjæl af en danser, som i samarbejde med en virksomhed, der laver silent events, uddelte høretelefoner foran døren til alle i opgangene i en gade i København og fik en hel gade til at danse på deres altaner i 2 timer. Alle lyttede til samme musik. De var sammen, hver for sig.


De af jer, der er sendt hjem fra jeres arbejde uden at kunne udføre jeres arbejde hjemmefra, har ganske vist en del ekstra tid til rådighed til at få ordnet alt det, som der ikke lige er tid til i hverdagen. Ah. Tid til refleksion. Men det er formentlig samtidig jer, der føler størst utryghed omkring fremtiden og jeres forsørgelsesgrundlag. Og så er der jer, der arbejder hjemmefra med et barn på armen og 2, der skal hjemmeskoles. Lidt mindre afslappende. Uanset om vi er en del af beredskabet disse dage eller går (måske løber rundt) hjemme er hverdagen totalt forandret. Og for en tid kan vi måske godt se fordelene i ikke at skulle køre ungerne til håndbold 4 gange om ugen, spare de to timers kørsel til og fra arbejde hver dag og måske endelig at få ordnet den køkkenhave (eller altankassen). Men det er jo ikke længere kun astrologer, der mener, at vi ikke kommer til at vende tilbage til den samme virkelighed. Erhvervslivet er smerteligt bekendt med det. Statsministeren har varslet en gradvis genåbning af Danmark, det vil sige en delvis forlængelse af nedlukningen, og sagt direkte, at vi kommer til at vende tilbage til et samfund, der er anderledes end før. Så hvad så nu?


Det er ikke et spørgsmål om, at vi må holde os inden døre og vente til det hele er overstået. Passivitet og skyklapper får ikke hverdagen til at blive den samme igen. Tålmodighed får (har) du dog brug for - og en hel del viljestyrke. Viljen til at omstille dig og tilpasse dig en ny situation. Viljen til ikke blot at overleve med røven i vandskorpen (undskyld udtrykket), men at LEVE på en ny måde. Med ændrede vaner, nye måder at arbejder på, en opgradering af dine værdier, der rækker ud over det materielle. Som handler om, at finde hjem. Måske at finde hjem dig selv? til naturen? til fred? til nærvær og sanselighed? Grundlæggende er du nødt til at slippe kontrollen. Du kan ikke vide præcis hvad fremtiden bringer. Du er nødt til at gå med din mavefornemmelse. Og så måske lidt inspiration fra universet ;-) Allerede nu kan vi jo se, at mange bliver fyret fra deres job. Og der er ingen tvivl om, at denne krise vil ændre arbejdsmarkedet. Selvfølgelig kommer vi til at kunne rejse igen, men vi kommer til at se nye transportmidler og nye måder at rejse på. Vi skal stadig have tøj på kroppen, men fast fashion vil opleve tilbagegang og bæredygtighed vil være vejen frem. Vi vil stadig gerne have god mad, men flere vil i højere grad blive selvforsynende og købe lokalt. Og så videre og så videre.


Med andre ord, vi kan bruge denne tid som en form for genstart. Er du præcis, hvor du gerne vil være i dit liv? Eller skal der justeres lidt hist og pist. Krisetider har det med at kridte tingene meget skarpt op. Vi bliver pludselig meget bevidste omkring hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer. Hvad vi sætter pris på og hvad vi blot har holdt fast i, måske af frygt, måske fordi vi har haft fokus det helt forkerte sted. I pressede situationer har vi tendens til at skære ind til benet af, hvad vi værdsætter. Dog kan en krisesituation få såvel de smukkeste som de grimmeste sider frem i os. Det afhænger af, om vi reagerer med frygt eller tillid.


Hvis du skulle være i tvivl, så skriver jeg altid med udgangspunkt i astrologien. Det, som universet prøver at fortælle os (altså hvis du spørger mig). Der sker altid en masse (kollektivt) på én gang og mit mål er, at "keep it simple". Jeg ved, at mange ville miste overblikket med alt for mange referencer til Pluto i Stenbukken 2008-2023, Uranus i Tyren, Neptun i Fiskene, Mars i konjunktion med Saturn i Vandbæreren, Jupiter i konjunktion med Pluto i Stenbukken og alt det der. Ikke mindst fordi lige netop Jupiter-Pluto konjunktionen kan påvirke forskellige livsområder, afhængigt af hvor netop du har 24° Stenbukken i dit horoskop. Og måske har den ikke den store betydning for dig - måske er netop den vendepunktet i dit liv fordi den er lige dér, hvor du har din nordlige måneknude, som er i kvadrat til din Sol. Ja, derfor forsøger jeg, at minimere referencerne hele tiden (hvilket har været en tilvænning, da jeg er akademisk skolet og det er et big no-no!). Du er altid velkommen til at spørge.

Jeg vil dog alligevel nævne to af de væsentlige transitter, der er aktuelle lige nu. Mars i konjunktion med Saturn i 0° Vandbæreren (eksakt i går) - samme sted, som Jupiter og Saturn mødes ved vintersolhverv (21. december 2020) og som så at sige er fanfaren, der byder den nye tid velkommen. Den økonomiske krise er næppe overstået til den tid, men vi vil være parate til at tage et nyt skridt (som kan føles stort, men historisk formentlig bare vil være endnu en trædesten på den århundrede lange rejse) mod den nye tidsalder. Jupiter i konjunktion med Pluto i 24° Stenbukken (har virkning nu og er eksakt lørdag). De er begge væsentlige, idet de er toneangivende for resten af 2020. Jupiter og Pluto mødes i alt 3 gange i år (d. 30. juni i samme grad som nu, da Jupiter og Pluto går retrograd - og d. 12. november i præcis samme grad som den historiske Saturn-Pluto konjunktion i januar!). Vores vigtigste opgave lige nu er, at være åbne over for fremtiden. Være åbne over for, at den vil se anderledes ud end i dag og måske anderledes, end vi kan forestille os. De begrænsninger, vi oplever, har til formål at skabe innovation. Nye udfordringer - nye løsninger. Men også nye løsninger på de tidligere udfordringer. Måneknuderne skifter tegn om en måned. Det er tid til, at vi tager følelserne alvorligt. Er i følelsesmæssig balance. Slipper vores behov for kontrol. Måneknuderne har ikke stået her siden efteråret 2001 og der er 18-19 år til de er her igen.


Invester denne tid i, at komme i følelsesmæssig balance. Hvis du står stærkt indeni, er du rustet til at komme igennem denne krise.



0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page