Hvis du ikke selv kan se det, vil fredagens nymåne måske være dit wake-up call.
Imens heftige transitter udspiller sig globalt, er der lige så mange opgør, indre kampe - og gennembrud - bag lukkede døre. Der hvor vi hver især har Stenbukkens tegn i vores horoskop har vi været, og er stadig, nødt til at tænke i nye baner. Anerkende, at der er noget, der ikke fungerer og have modet til at give slip på det og i stedet opbygge noget nyt og bedre, helt fra bunden. Gå helhjertet ind i det, som føles rigtigt og styrke det indefra. Mindre picture perfect, mere autenticitet. Mindre fokus på det ydre, mere på det indre.
På den ene side er uventede muligheder måske dukket op og har givet et længe ventet gennembrud. Det lange seje træk bliver belønnet (her mener jeg særligt alt det, vi har arbejdet med de senere år og de indsigter, vi har fået undervejs). Det skal ikke forstås sådan, at det skal være surt for Stenbukken at gå op til "toppen af bjerget", men fordi denne vedholdenhed kan være et udtryk for, at hjertet har vundet. Lidt lige som udtrykket "find et job, du elsker - så behøver du ikke at arbejde én dag i dit liv". Lige i min ånd, by the way. Vi skal ikke slide os selv op for at opnå det, vi ønsker. Det er det gamle paradigme. Den gamle ged (undskyld. Stenbuk!). Det er der ikke rigtig nogen, der vinder ved, vel? Måske leder det så dine tanker hen på det modsatte - dovenskab eller apati - men her taler vi stadig inden for samme paradigme. Det ville medføre lige så store tab. Læringen er nærmere, at vi skal gå efter det, der gør os godt, giver en god følelse i maven, hver dag. Der er altid mere, hvor det kommer fra.
Hvordan hænger det så sammen med tyren på billedet? På fredag d. 24. januar 2020 er der nytårsny. Det er årets første nymåne og den falder i 4° Vandbæreren. Vi er kun i starten af Vandbærerens tegn og så kommer denne rodeo-tyr af en nymåne! Vi er stadig midt i nedbrud-gennembrud temaet fra Saturn-Pluto-Ceres-Merkur konjunktionen i Stenbukken (som for de fleste nok stadig føles mest som nedbrud) og stenbukketemaerne er stadig højaktuelle. På et eller andet område i livet er "det, der var engang" ved at smuldre - og vi ved endnu ikke hvad der kommer bagefter (måske intuitivt, men det er ikke til at tage og føle på). Nymånen på fredag kan dog bringe helt nye perspektiver på den aktuelle proces. Måske er det her du finder ud af, at du har klamret dig fast til noget, der hører fortiden til. Bliver tvunget til at give slip. Måske overgiver du dig i stedet til det, du tror på og finder fornyet styrke inden i dig selv. Det, du giver slip på er måske en illusion eller en fremtidsdrøm. Uanset hvordan det udmønter sig for dig, kan nymånen medføre en form for opvågnen.
Nu kommer der så lige et lille astroslang-intermezzo for jer, der gerne vil vide noget om hvorfor jeg kom til at tænke på rodeo... Du er måske bekendt med planeten Uranus. Den "hersker" i Vandbæreren, dvs. den forbindes med tegnet Vandbæreren. Nymånen (Solen og Månen i konjunktion) er 4° inde i tegnet, hvilket er en grad, der er knyttet til Uranus, ligesom 13° og 22° er det. Og tænk sig! Ved nymånen er ikke alene Sol og Måne i 4° Vandbærer, men Merkur er i 13° Vandbærer og Venus er i 13° Fiskene. For lige at give et ekstra pift af Uranus, er nymånen desuden i kvadrat til Uranus i Tyren. Det er Uranus med Uranus på! Så overraskelsesmomentet er sandsynligt - men også den højere bevidsthed og frigørelsen fra det, der i virkeligheden ikke tjener os.
Med så tydeligt et Uranus aftryk, kan nymånen markere overraskende nyt, pludselige hændelser og indsigter, der kommer som lyn fra en klar himmel. Indsigter, der handler om hvor du ser dig selv henne, nu og i fremtiden. Hvor ønsker du at være? Med hvem? Hvordan ønsker du at have det indeni? Hvordan vil du behandle dig selv? Hvordan vil du tale til dig selv? Hvad ønsker du at foretage dig?
Forsøger du at klamre dig fast til noget, alene ud af frygt for hvad der kan ske hvis du slipper grebet, kan nymånen meget vel tvinge dig til at slippe grebet alligevel. Måske skal der blot lidt nytænkning (også Uranus) til?
Den nordlige måneknude er fortsat i 8° Krebsen en lille uge endnu. Det handler om at træffe beslutninger med udgangspunkt i dine følelser. Nymånen kan måske være det "skub udover kanten", der gør, at du er nødt til at tænke i nye baner. Tro på dit eget værd og gå efter en ny følelse indeni.
Comentarios