Nymånen i 21° Tyren opfordrer dig til at have tillid til, at du kan skabe præcis det liv, du ønsker
Wow! Jeg må indrømme, at jeg føler mig meget ydmyg når jeg forsøger at sætte ord på de aktuelle transitter. De budskaber, der dukker op når jeg ser på det astrologiske set-up, kan godt føles lidt langt ude - og mit rationelle jeg har travlt med at stille spørgsmålstegn ved, om det nu også holder. Men jeg må indrømme, at 2021 so far har bekræftet "det usandsynlige".
2021 er "reset" knappen efter årevis, hvor gammel karma er kommet til overfladen for at blive anerkendt, bearbejdet og sluppet fri! Og jeg vil være så fræk at sige, at det er året, hvor de, der tror på mirakler og alt det, man ikke kan se med det blotte øje, er dem, der vil føle sig som de mest magtfulde i fremtiden.
Måske ikke magtfuld i en 3-D verden, hvor penge og prestige vægter højest. Men i den verden, du SELV skaber. Hvor du føler, at du er på toppen af verden, uanset dine ydre omstændigheder, fordi du har skabt præcis den virkelighed, du ønsker.
Nymåner handler altid om nye begyndelser. De kan dog være store og små. Ikke alle nymåner er lige betydningsfulde, i hvert fald ikke for alle. Og så er der denne.
Tirsdag d. 11. maj 2021 kl. 22.12 lokal tid mødes Solen og Månen i en nymåne i 21°20' Tyren, i konjunktion med Black Moon Lillith (22° Tyr), sekstil til Neptun (22° Fiskene) og trigon til Pluto (26 Stenbukken), for at nævne det væsentligste.
Kvadraten mellem Saturn i Vandbæreren og Uranus i Tyren, som præger hele 2021 og er eksakt den 14. juni, er også aktiveret ved nymånen. Dels af budbringeren Merkur i Tvillingerne - som er out of bounds i øjeblikket og som allerede i dag (10. maj) passerer den nordlige måneknude i 10° Tvillingerne. Dels af passionerede Mars i 10° Krebsen - som også er out of bounds!! Crazy - eller nærmere usædvanlig og usædvanligt potent - energi. Potent i forhold til, at det, du tror på, vil være det, du ser vokse i fremtiden.
Spørgsmålet er derfor: Fortjener du virkelig at opnå det, du ønsker dig allermest?
Det var iøvrigt et retorisk spørgsmål, for JA, det gør du da! :-) Også selvom du helt sikkert har truffet dårlige beslutninger eller gjort ting, du fortryder. Sådan er det at være menneske. Jeg tilgiver dig. Tilgiver du dig selv? Hvis ikke, har du frem til i morgen aften til at gøre det ;-)
Med Pluto og Neptun involveret i denne nymåne, er der større forandringer på spil. Jeg ville faktisk sige, at vi er midt i en periode af forvandling, men det er næppe noget alle mærker. Der er dog noget, der - endelig - er ved at gå op for dig. Noget du hidtil har været i tvivl om, men som har taget en måske uventet drejning de seneste måneder. Måske fordi du på en eller anden måde har fået et glimt af din fremtid, måske blot en følelse af indre knowing eller beskeder fra dit højere selv. Det kan også være begivenheder eller personer, der har vist dig, at der måske er mere potentiale gemt.
Det væsentlige budskab er, at du har universets støtte!! Stol på det, du føler og lad være med at tænke for meget over de specifikke detaljer. Har du en drøm, en vision eller whatever, så stol på den og gå imod den. Vejen bliver til mens du går på den, så at sige.
Anse denne nymåne som dit livs (eller nærmere din fremtids) træ. Du kan vælge præcis det træ, du ønsker dig. Men du skal selv plante det og give det næring og tid til at gro. Sørg for at vælge med hjertet. Alt andet er spild af tid.
Frygter du for fremtiden eller tror du, at dit liv vil udvikle dig på en måde, du ikke ønsker, har din frygt dog også optimale vækstbetingelser lige nu. Black Moon Lillith puster til din frygt for, at det, du af hjertet tror på er en illusion eller vil ende i fiasko. Og så kan man spørge, hvad skal den frygt gøre godt for? (noget jeg ofte spørger mig selv om). Jo, når du oplever frygt igen og igen og endelig indser, at det er netop det: frygt, ikke virkeligheden, så vokser du 10 cm (i overført betydning, bare rolig, du kan beholde din garderobe). Frygt, der er overvundet er lig med superkræfter :-) Tænk på skorpionens styrke og modstandsdygtighed her.
Tror du derimod på, at du kan få det, dit hjerte ønsker, er det den virkelighed du vil skabe. Der kan være tale om et oplyst valg her (Merkur i Tvillingen konjunktion nordlig måneknude). Vi taler virkeligheden i store træk, vel at mærke - haha. Gå efter følelsen af det, du ønsker dig eller visionen af det liv, du ønsker at skabe. Det der med ham/hende den lækre, der skal komme ridende på en hvid hest og I levede lykkeligt til jeres dages ende... well, jeg kan selvfølgelig ikke udelukke det... Men det skal du nok ikke sætte næsen op efter :-)
Anyway... Jeg har - og har længe haft - meget på hjerte. Af hjertet TAK til jer, der har skrevet til mig pr. mail og messenger og opfordret mig til at skrive om nymånen. Den ER virkelig noget særligt og jeg ønsker for jer alle, at I får det bedste ud af denne tid. Med denne nymåne er vi også officielt i eklipsesæsonen (som sker to gange årligt, hvor to eller flere eklipser/ formørkelser sker efter hinanden). Den første eklipse er den 26. maj 2021 i 5° Skytten.
<3
Коментарі