Tilværelsens ulidelige lethed

Strøtanker om sammenhængen mellem en tjekkisk roman og solformørkelsen i Krebsen

"Tilværelsens ulidelige lethed".

Det er titlen på en roman af den tjekkiske forfatter Milan Kundera. En roman, der blandt andet handler om lethed vs. tyngde i livet, ligegyldighed vs. mening, overflade vs. autenticitet og tilfældigheder vs. aktive valg. Kundera er en af mine yndlingsforfattere (der vil helt sikkert være andre, der finder ham tør og kedelig) og jeg har da også læst Tilværelsens ulidelige lethed - men det er mange år siden, og jeg har ikke genlæst den siden.

Forleden dag, da jeg gik og funderede over budskabet med solformørkelsen, der fandt sted i weekenden i 0° Krebsen, blev titlen ved med at poppe op i mine tanker. Jeg vidste dog ikke helt, hvad jeg skulle bruge den til. Jeg lavede en hurtig research og fandt i første omgang ud af, at bogen første gang blev udgivet i 1983, sidste gang Saturn og Pluto var i konjunktion (De to sværvægtere var i konjunktion i Vægtens tegn i 1982-83, og er som bekendt aktuelt i konjunktion igen. De er i bred konjunktion i hele 2020, dog var deres eksakte møde den 12. januar 2020). Og solformørkelsen er selvfølgelig ikke en begivenhed, der er fuldstændig løsrevet fra hvad der ellers foregår. Derfor er det heller ikke uinteressant, at romanens tema giver genklang i den aktuelle kontekst, hvor Saturn og Pluto beder os om at tage ansvar og træffe valg omkring fremtiden, der bygger på integritet . Alligevel havde jeg en følelse af, at der var mere i det.

Pludselig i dag slog det mig, at jeg første gang stiftede bekendtskab med Tilværelsens ulidelige lethed i 2001. Ved nærmere eftertanke i mere end en forstand. Årstallet står stadig skarpt i hukommelsen, fordi der var en fyr involveret ;-) En jeg var lidt vild med, introducerede mig for Milan Kundera og jeg fik hurtigt støvet indtil flere af Kunderas værker og en novellesamling op.

Vores (kortvarige) relation var kendetegnet ved, at han var noget ældre end jeg og havde en helt anden position i samfundet end jeg. Jeg havde faktisk ikke rigtig nogen position. Jeg havde netop besluttet at droppe ud af jura-studiet, da jeg ikke følte, at jeg hørte til i den verden. Illusionen om, at jura var lig med retfærdighed, og at jeg kunne gøre en forskel ved at kæmpe andres sag, holdt i mit tilfælde ikke ret længe.

Så der var jeg. Modig - sagde en af mine medstuderende, der selv havde samme ønske, men ikke turde at springe ud i det 'ukendte' og gå 'mod strømmen'. For det var præcis sådan han følte det, og sikkert mange andre på studiet, der gik i forældrenes fodspor og først og fremmest søgte den status, titlen kunne medføre, og ikke mindst forældrenes anerkendelse. Men det var hans ord og ikke mine. Jeg følte mig ikke modig. Jeg følte nærmere, at jeg ikke havde noget valg. Det føltes jo ikke rigtigt. Jeg kæmpede dog med min egen usikkerhed og det evindelige "jeg er ikke som de andre" (klassisk Vandbærer syndrom).

Og jeg fandt som konsekvens heraf naturligvis en fyr, der bekræftede denne usikkerhed. Han syntes, at det var pinligt at blive set offentligt med mig - jeg var jo alt for ung og (endnu) ikke så veluddannet som ham og hans omgangskreds. Det var i hvert fald den officielle forklaring ;-) I dag kan jeg med sindsro smile af, at han vist ikke var interesseret i mig, og at mit ellers ubetydelige møde med ham betød, at jeg lærte noget om mig selv. Og - ikke mindst - at jeg blev introduceret til Kundera! Intet var nytteløst :-)

Ja ja, vi har vel alle været unge (og jeg er stadig ung, så længe jeg ikke beder om en teenagers mening om det). Og det er altid nemt at grine ad alle de situationer, vi formentlig alle har sat os selv i gang på gang. "Dengang". Temaerne har det ikke desto mindre med at gentage sig - også når vi er voksne og "modne". Måske i en anden afskygning, men vi kan godt stadig have vores "blinde vinkler", selv efter 20, 40 og 60 år. Indtil vi har "lært lektien" (læs: udtrykker vores horoskop mere hensigtsmæssigt). Har du mon prøvet at være forelsket i en voksen alder? Ja, så ved du nok hvad jeg mener med, at alder ikke betyder alt. Vi vokser (heldigvis) ikke nødvendigvis fra, at gøre tilsyneladende fjollede ting - og alder alene betyder heller ikke nødvendigvis, at vi vokser fra alle vores usikkerheder. Vi har mulighed for at lære mere om os selv og livet. Hele livet.

Sammenhæng med solformørkelsen i 0° Krebsen

Formålet med denne lille rejse var at komme tilbage til 2001. Det var romanen, der bragte mig tilbage dertil. Min personlige fortælling, der er forbundet med romanen er ikke så privat, at jeg ikke kan dele den - men den skildrer blot ét tema fra den tid. I virkeligheden var 2001 for mig et år, hvor der skete flere større ting i mit liv, og livets sårbarhed kom tæt ind på livet. Såvel den følelsesmæssige sårbarhed som den fine linje mellem liv og død.

Men hvorfor skulle vi tilbage til 2001? 2001 var også året, der sidste gang var en solformørkelse i 0° Krebsen. Ikke en helt almindelig solformørkelse, når den er sammenfaldende med sommersolhverv og dermed aktiverer "verdensaksen". Og i Krebsen er vi i følelsernes vold. De fleste husker 2001 for "9-11". Man må sige, at terrorangrebet på tvillingetårnene blev en verdensbegivenhed. Måneknuderne var på dette tidspunkt, ligesom nu, i Tvillingen/ Skytten.

Men hvad husker du personligt 2001 for? Havde du en form for "reset" på et område i dit liv? Lærte du noget om sårbarhed og at lytte til dine følelser? Weekendens formørkelse (som vi energetisk stadig er i) er på sin vis en gentagelse af temaerne fra 2001. Men med et ændret bevidsthedsniveau. Vi har (potentielt) hver især og kollektivt udviklet os siden 2001. En cyklus er ikke det samme som at køre i ring.

Kundera beskæftiger sig også med gentagelser. Hvad er værd at gentage og søge mere dybde i? Er din "sag" værd at kæmpe for, eller er det blot tilsyneladende? Gentagelse kan skabe dybde, men det kræver, at fundamentet rummer noget substans. Spørgsmålet er, om du er blevet mere bevidst, og hvad du vil bruge denne bevidsthed til?

Jeg tror i virkeligheden ikke, at man kan sige, at Kundera har ét klart budskab med sin roman, bortset fra at tage stilling. Går du med strømmen, tager den lette løsning, accepterer status quo, flygter fra konflikter og udfordringer? Fair nok. Men så føler du måske også tomheden. Tilværelsens ulidelige lethed. Tager du derimod kampene, kæmper for det, du mener er det rigtige, tør stå ud fra mængden, yder en ekstra indsats og siger fra over for det, du ikke vil? Så oplever du måske nærmere tilværelsens tyngde. Det kan være hårdt - eller ensomt - at gå den "tunge" vej. Men tyngden er måske netop det, der giver tilværelsen mening?

Personligt tror jeg, at lykken ligger et sted derimellem, men det afhænger nok af, hvem du er. Jeg må erkende, at jeg ofte har været tilskuer til andres tilsyneladende "lethed" i tilværelsen og ved første øjekast tænkt, at det måtte være rart. Ukompliceret. Men når alt kommer til alt ville jeg ikke undvære mine store omveje og stejle bakker. Min kæphest er netop, at finde glæden og styrken ved tyngden. Og derigennem letheden. For kan tyngden ikke netop være vejen til en "lethed", der ikke er ulidelig?

Solformørkelsen bringer temaer op fra 2001, og Venus retrograd, der snart (på torsdag) går direkte igen trækker tråde tilbage til 2012. Fællesnævnerne er en opgradering af vores mindset og vores evne til at lytte til, anerkende og give omsorg til vores følelser.

Hvordan ønsker du, at livet skal føles? Og er du villig til at gøre det, der skal til?

Du kan se en oversigt over alle sol- og måneformørkelser i årene 1994-2030 her. Siden er amerikansk, så den eksakte dato skal grundet tidsforskel tages med forbehold. Jeg kan virkelig anbefale at holde øje med formørkelserne. Når du bestiller en session hos mig, tjekker jeg også altid om du har personlige planeter mv., der hvor der inden for de seneste år har været eller snart vil være en formørkelse. Det er virkelig potente tider præget af afslutninger og/ eller nye begyndelser, og som har det med at give et skub i retning af det, din sjæl længes efter.